7.1 Profetier om Jesus i Det Gamle Testamente

Studieemne 3 forklarede, hvordan Guds hensigt om frelse for mennesket var centreret omkring Jesus Kristus. De løfter, som han gav til Eva, Abraham og David talte alle om Jesus som deres bogstavelige efterkommer. Faktisk peger hele Det Gamle Testamente frem mod og profeterer om Kristus. Moseloven, som Israel skulle adlyde før Kristi tid, pegede hele tiden frem mod Jesus: "Loven var vores opdrager, indtil Kristus kom" (Gal. 3:24). Ved den jødiske Påskefest skulle et lam i perfekt stand således slagtes (2 Mos. 12:3-6); dette repræsenterede Jesu offer, "Guds lam, som bærer verdens synd" (Joh. 1:29; 1 Kor. 5:7). Den perfekte tilstand, som blev krævet af alle offerdyrene, peger frem mod Jesu fuldendte væsen (2 Mos. 12:5 sml. 1 Peter 1:19).

I Salmerne og profeterne i Det Gamle Testamente er der utallige profetier om, hvordan Messias vil være. De fokuserer især på beskrivelsen af, hvordan han ville dø. Når judaismen nægter at acceptere forestillingen om en Messias, kan det kun skyldes, at de ikke har været opmærksomme på disse profetier, hvoraf nogle få her præsenteres:-

Bemærk at Sl. 22:22 citeres specielt angående Jesus i Heb. 2:12.

Hele Esajas 53 er en bemærkelsesværdig profeti om Kristi død og opstandelse, og hvert vers heri er blevet opfyldt helt klart. Vi vil blot give to eksempler:-

Det er ikke underligt, at Det Nye Testamente minder os om, at "loven og profeterne" i Det Gamle Testamente er grundlaget for vores forståelse af Kristus (ApG. 26:22; 28:23; Rom. 1:2,3; 16:25,26). Jesus advarede selv om, at hvis vi ikke på rette vis forstår "Moses og profeterne", kan vi ikke forstå ham (Luk. 16:31; Joh. 5:46,47).

At Moseloven pegede frem mod Kristus, og at profeterne profeterede om ham, bør være tilstækkeligt bevis for, at Jesus ikke eksisterede rent fysisk før sin fødsel. Den falske doktrin om Kristi fysiske "præ-eksistens" før fødslen får de gentagne løfter om, at han ville være afkom (efterkommer) af Eva, Abraham og David, til det rene vrøvl. Hvis han allerede eksisterede i himlen, da disse løfter blev givet, ville Gud have været fejlagtig i at love disse folk en efterkommer, som ville være Messias. Jesu slægtshistorie, som beskrives i Mat. 1 og Luk. 3, viser, at Jesus havde et stamtræ, som gik helt tilbage til de mennesker, som Gud havde givet løfterne til.

Løftet til David om Kristus gør det umuligt, at han skulle eksistere fysisk på det tidspunkt, hvor løftet blev givet: "Når dine dage er omme...vil jeg lade en af dine efterkommere, dit eget kød og blod, efterfølge dig...jeg vil være hans fader, og han skal være min søn" (2 Sam. 7:12,14). Bemærk, at der bruges fremtid her. Eftersom Gud ville være Kristi fader, er det umuligt, at Guds søn allerede skulle have eksisteret på det tidspunkt, hvor løftet blev afgivet. At dette afkom skulle være Davids "eget kød og blod" viser, at han i bogstavelig og fysisk forstand ville være en efterkommer af David. "Herren tilsvor David en ed...mænd blandt dine efterkommere vil jeg sætte på din trone" (Sl. 132:11).

Salomo var den første opfyldelse af løftet, men da han allerede fysisk eksisterede, da løftet blev afgivet (2 Sam. 5:14), må størstedelen af opfyldelsen af dette løfte om, at David ville få en fysisk efterkommer, som ville være Guds søn, referere til Kristus (Luk. 1:31-33). "Der skal komme dage, siger Herren, da jeg lader en retfærdig spire fremstå af Davids slægt" (Jer. 23:5) - dvs. Messias.

Også i andre profetier om Kristus bruges fremtid på samme måde. "Jeg vil af deres [Israels] egen midte lade en profet som dig [Moses] fremstå" (5 Mos. 18:18) citeres i Apostlenes Gerninger 3:22,23, hvor "Profeten" defineres som Jesus. "Den unge kvinde [Maria] skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel" (Es. 7:14). Dette opfyldtes helt klart med Kristi fødsel (Mat. 1:23).